Københavnske bydele rykker ind i Stormgade 20

Projektet ’Stemmer fra bydelen’ inviterer på skift seks københavnske bydele til at overtage STORM20s lokaler i Indre By.

Ved at sætte fokus på bydelene én ad gangen giver man københavnerne mulighed for at komme tættere på hinanden, og det glæder kultur- og fritidsborgmesteren.

”København består af mange og meget forskellige bydele, der hver især kan noget helt særligt. Når vi på skift trækker bydelene ind i rampelyset, bliver vi klogere på hinanden og på byen – og således opstår muligheden for at styrke det kulturelle, sociale og geografiske sammenhold på tværs,” siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Å).

I 2018 dedikerer STORM20, Københavns mødested for historie og kunst, seks uger til seks forskellige københavnske kvarterer. Ugerne byder på udstillinger, foredrag og workshops under titlen ”Stemmer fra Bydelen” og giver københavnerne mulighed for at komme tættere på hinanden og på byen.

Første bydel i fokus er Brønshøj, der indtager lokalerne på Stormgade 20 fra 17.-22. april. I løbet af 2018 følger Sydhavn, Nordvest, Christianshavn, Tingbjerg og Sundby.

 

Fakta: Stemmer fra bydelen

STORM20 inviterer i 2018 seks københavnske bydele til at overtage lokalerne i Indre By med lokalhistoriske udstillinger, foredrag, workshops og eksklusive events. Rækken af arrangementer hedder ’Stemmer fra bydelen’ og sætter i år fokus på Brønshøj, Sydhavn, Nordvest, Christianshavn, Tingbjerg og Sundby.
Brønshøj rykker som første bydel ind i STORM20s lokaler 17.-22. april 2018. De øvrige bydele inviteres ind én uge hver over de kommende måneder.

STORM20 er en del af Historie & Kunst i Københavns Kommune, som også omfatter Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum. STORM20 indeholder café, kulturformidling og et makerspace, hvor der tilbydes en række aktiviteter med fokus på aktiv involvering i Københavns historie og kunst, bl.a. foredrag, fællesarrangementer og workshops om fx digitale teknologier, DIY og klassisk håndarbejde. STORM20 åbnede i august 2017 og er støttet af Nordea-fonden.